Piccoline

Ditte Marie Pedersen

Firmafons enevældige forsyner. Ditte råder som ægte piccoline over frokostanretningen og dankortet til indkøb af alt mellem nødder og fredagsøllen. Hun klarer småting, storting og vifter indøvet med værktøjet, når pæren i loftet skal skiftes og skrivebordet samles.

Arbejdsafhængig, der burde være bange for geder. Hun pendler ikke mellem to, men tre jobs, og har dermed sat hårdt ind på flid og fuld fart fremad i hendes nyindledte sabbatår. Ditte tjener til at komme væk fra oplandet og tæt på storbyen. Et ønske vi støtter, efter vi hørte, hun i en alder af to blev stanget i panden af en ged nær matriklen i Ballerup.

Karriereovervejende make-up-entusiast. Ditte kender, som en anden Nicky Wells, sin make-up. Hun er blandt de kvindelige kolleger go-to-person, hvad angår de bedste produkter til de billigste penge (hun foreslår selv NYX). Når tiden ikke går med hobbyen eller arbejdet, så tænker Ditte over, hvad hun skal i fremtiden (vi håber, det bliver noget uden geder).



















‹ Tilbage til Om Os