Firmafon

Styrk din troværdighed med en bedre ’om os’-side

Written by Sidsel Forchhammer | 27-04-11 14:43

Selvom den slet ikke handler om produktet eller om løsningen på kundens problemer, er ’om os’-siden en af de vigtigste dele af dit website. Hvorfor? Fordi den er afgørende for, om dine potentielle kunder tror, de kan stole på dig, dit produkt og din virksomhed.

Hos Firmafon har vi netop ladet vores ’om os’-side gennemgå et komplet redesign.

Baggrunden for, at vi lavede et redesign af ’om os’-siden, er ganske enkel: Vi så, at de, som besøgte netop denne del af vores website, ikke købte noget. De, som besøgte ’om os’-siden, besøgte mange af de samme sider, som de, der købte, men endte med at gå igen.

Vi kiggede blandt andet på Reverse Goal Path i Google Analytics og kunne der se, at de, der købte, ikke havde besøgt denne del af websitet. Men da Reverse Goal Path kun viser stien til konverteringen på den pågældende session, var det ikke grundlag nok til at drage konklusionen, at ’om os’-siden skræmte potentielle kunder væk. Kunderne kunne jo have besøgt sitet tidligere og være vendt tilbage, når de var klar til at købe. Derfor kiggede vi på en del skærmoptagelser foretaget med ClickTale, hvor vi så på optagelser af sessions, hvori ’om os’-siden indgik. Her kunne vi se, hvordan mange af dem, der besøgte ’om os’-siden, hurtigt forlod sitet igen.

I forbindelse med vores redesign har vi gjort os en del overvejelser. Disse tanker og overvejelser har vi beskrevet i ikke blot ét, men en føljeton af to blogindlæg.

Det første handler om, hvorfor det overhovedet er værd at bruge tid på at lave en god ’om os’-sektion. Del to vil handle om, hvordan vi kom frem til design og indhold af vores nye ’om os’-sektion, samt hvordan du selv laver en god ’om os’-side.

Så læs med, og kom gerne med kommentarer.

Hvorfor ’Om os’ er så vigtigt (Om os − 1 af 2)

Hvorfor overhovedet bruge tid på en side, der udelukkende omhandler vores virksomhed og ikke vores produkt? Fordi kunder køber virksomheden ligeså meget, som de køber produktet.

På firmafon.dk er ca. 7 % af de besøgende på ’om os’-siden. Her er altså tale om potentielle kunder, der i deres overvejelser om, hvorvidt de skal købe vores produkt, først lige skal vurdere, om vi er en virksomhed, de ønsker at handle med.

For at skære det ud i pap: Har dit website 10.000 unikke besøgende hver måned, svarer det altså til, at 700 forskellige folk har læst, ikke om dit produkt, men om din virksomhed. Men hvorfor? Fordi trygheden kommer lige så meget fra virksomheden, som fra produktet.

Som forbrugere har vi en tendens til at forbinde os med de produkter, vi køber. Vi køber os ind i historier om Fair Trade, økologi, genbrug, underdogs, glamour, enterprise, agilitet og alt muligt andet, som ikke er produktet, men helheden. Helheden som kombinationen af koncept, produkt, virksomhed og kommunikation.

Selvfølgelig er der forskel på, om man som familiefar køber en liter økologisk letmælk, eller man som virksomhedsejer står over for at skifte lønsystem. Men ofte glemmer virksomheder, der handler B2B, at det er mennesker og ikke 100 % rationelle maskiner med slips og hat, der køber deres produkter. Derfor kan næsten intet produkt sælges ved udelukkende at vise en funktionsliste.

Sandheden er, at de såkaldte beslutningstagere er mindst ligeså følelsesladede, rationelle, påvirkelige og tryghedssøgende, når de køber softwareløsninger, som når de køber biler, kaffe, rødvin eller rejser.

Som opstartsvirksomhed er udfordringen ofte at sikre, at man fremstår tillidsvækkende. At fremstå nyskabende, friske og kække, ligger meget naturligt for opstartsvirksomheder. Men når der hives kunder ind i biksen, skal man jo også gerne fremstå troværdig og ligne en virksomhed, der vil være der mange år endnu.

En af de bedste metoder til at styrke opstartsvirksomhedens troværdighed er ved at lave en god ’om os’-side − den del af virksomhedens website, der ikke handler om produktet, men kun om virksomheden bag. Denne sektion har ét eneste formål: at få potentielle kunder overbevist om, at de ikke køber katten i sækken. At virksomheden, de overvejer at handle med, er til at stole på, ikke snyder dem, faktisk også er der om et år, og er sammensat en af flok troværdige ledere og medarbejdere.

I del 2 om ’om os’ vil vi gennemgå, hvordan vi kom frem til indholdet på vores nye ’om os’-side.