Firmafon

Sådan ser Firmafon ud i fremtiden

Written by Peter Engelbrecht | 10-02-11 15:49

Mit navn er Peter Engelbrecht, og jeg er Firmafons nye direktør. Det er med både glæde og ydmyghed, at jeg er startet i min nye rolle. Glæde over at få det privilegium at være med til at forbedre et værktøj, vi alle bruger dagligt: Telefoni. Ydmyghed over for, hvad der allerede er bygget op hos Firmafon, og over for servicens vigtige rolle i vores kunders hverdag.

Nu hvor Firmafon for alvor er gået op i gear, vil jeg gerne beskrive vores visioner og planer for Firmafon, både på kort og på lang sigt.

Forandring skabes ofte af frustration med tingenes tilstand. Hvorfor er det så besværligt at få brugervenlig telefoni til en lille virksomhed? Hvorfor er det så svært at føle sig som en værdsat kunde hos de eksisterende teleselskaber?

Da Niklas og jeg mødtes, var det den slags spørgsmål, vi tumlede med, og vi blev hurtigt klar over, at vi var enige om, at der eksisterer et udækket behov - og om, at vi hver især havde mange tanker om, hvordan man kunne løse de behov. Ud af de spændende diskussioner fødtes visionen om, at Firmafon ikke kun skulle være et web-baseret omstillingssystem, men et komplet telefonsystem til mindre virksomheder.

Vi kom frem til tre områder, hvor vi føler, at der er særlig brug for nye måder at gøre tingene på:

1. Brugervenlighed.

Hvordan kan det være, at betjeningen af selv simple funktioner stadig er så indviklet? (“Tast * * 140 * 1 * mmdd * mmdd # ”). Gud nåde og trøste dig, hvis du ikke har en ph.d. i teleteknik, selv sproget er en udfordring (“Konfigurer din IVR på din PBX”). Med vores baggrund i moderne software- og web-usability er det klart for os, at der i dén grad er brug for fornyelse. Firmafon er og skal være et system, som ikke-eksperter kan bruge direkte fra deres web-browser eller mobiltelefon - helt uden hverken manualer eller lange kurser.

2. Innovation. 

Hvorfor er der så stor kontrast mellem den moderne web-verden og televerdenen? Web-applikationer får nye funktioner og fejlrettelser på månedlig eller ugentlig basis, mens man i televerdenen arbejder med horisonter på år eller endda årtier. Tænk på hvad der er sket i løbet af de sidste par år inden for eksempelvis sociale netværk, projektstyring og e-mail, og sammenlign så med udviklingen inden for telefoni, hvor sidste store nyskabelse var SMS’en - er det ikke underligt? Vores mål er, at nuværende og fremtidige kunders behov kan blive til løsninger på en hurtig og dynamisk måde.

3. Bygget fra grunden til mindre virksomheder.

Hvem betjener egentlig mindre virksomheder? Det nuværende marked er domineret af udbud til private forbrugere og tunge entreprise-løsninger med indviklet og dyrt indkøb, opsætning og vedligehold. Mindre virksomheder, som ikke har en fast stab af IT-personale og telefonpassere, har behov for en billig og enkel løsning, der kan mere, end det private forbrugere har brug for, men som ikke kræver det store af hverken maskineri eller personale.

Firmafon kan og vil meget gerne levere en løsning, der imødekommer ønskerne på alle tre områder. Derfor er det nødvendigt at udvide vores nuværende funktionalitet. Ikke for at lave en mere indviklet løsning, men for at lave en løsning, der elegant opfylder alle telefonibehov inden for en virksomhed. Vi er derfor i fuld gang med at udvikle en mobiltelefoni-service, der bliver en del af vores produkt.

Idag kan vi give vores kunder en langt bedre oplevelse end de er vant til mht. at sætte et hovednummer op og administrere viderestilling til mobiltelefoner, så indkommende kald kan besvares hvorsomhelst, åbningstider kan nemt indstilles, og telefonmenuer og -svarer hjælper med et professionelt indtryk.

Men hvad med udgående opkald fra virksomheden? Hvad med rodet i regninger og priser når flere telefonileverandører er involveret?

Når mobiltelefoni bliver en del af pakken, vil Firmafon-oplevelsen brede sig fra at handle om de indkommende opkald til virksomhedens hovednummer til at handle om samtlige virksomhedens opkald. Vi har rigtigt mange gode ideer til, hvordan samspillet mellem hovednummer og mobiltelefoner kan blive meget bedre, end det vi er vant til i dag, og at også mobiltelefonoplevelsen i sig selv bliver bedre. Vi glæder os til at dele vores ideer med jer!

Hvis du gerne vil høre mere om vores telefoniløsning til små virksomheder, kan du indtaste din e-mail adresse her. Så skal vi holde dig opdateret, indtil vi lancerer en større og endnu bedre version af Firmafon.