Firmafon

Lær at kode dine egne prototyper

Written by Niklas Stephenson | 07-02-13 15:03

Vi lever i en verden, hvor iværksætteri er en af hjørnestenene for vækst. Men iværksætteri skifter også karakter. Før i tiden var en stor del af nystartede virksomheder handelssvirksomheder, gode købmænd der købte billigt og solgte dyrt.

Købmandskab er ikke nok

Handel er et håndværk som alle iværksættere stadig skal kunne, men dagens iværksætter skal ikke blot købe billigt og sælge dyrt. Dagens iværksætter skal også i højere og højere grad kunne skabe andet end handelsvirksomheder. I stedet skal nye iværksættere satse på produktfokuserede IT-virksomheder.

Stort set alle virksomheder er i dag IT-virksomheder, lige fra den lokale automekaniker til den højteknologiske internetvirksomhed. Det skyldes, at stort set alle processor i dag kører i IT-systemer. Automekanikere indstiller i dag motorer via en laptop og revisoren laver regnskaber på computeren mv. Men hvad gør man hvis man som automekaniker gerne vil ændre eller tilføje noget til det værktøj man bruger?

Software er en del af værktøjskassen

Tidligere ville automekanikeren kunne modificere sine værktøjer på sit eget værksted. En dårlig svensknøgle kunne hurtigt fikses, men så snart det kom til IT-systemer var langt de fleste på helt bar bund.

At få andre til at tilpasse IT-systemer er typisk ekstremt dyrt, noget iværksætteren slet ikke har råd til. Derfor har iværksætteren i dag to muligheder, 1. finde noget andet hyldesoftware der kan løse problemet, 2. finde en udviklerpartner der vil have en del af virksomheden for til gengæld at udvikle software til virksomheden.

Lav din egen prototype

Men hvad nu hvis iværksætteren selv kunne kode? Jeg mener på ingen måde at iværksættere skal være superprogrammører, det er et helt særligt fag, men hvad nu hvis iværksættere kunne kode den allerførste tidlige version af deres produkt som så kunne være basis for de første kunder, den første indtægt og dermed muligheden for senere at ansætte en “rigtig” udvikler.

(Fra dengang Harry og jeg hackede på den første udgave af Firmafon)

Da jeg i sin tid fik idéen til Firmafon var jeg så heldig allerede at kende en udvikler, Harry Vangberg, som jeg rigtig gerne ville have med i virksomheden. Hvis ikke det var for ham havde jeg, med min viden dengang, ikke haft nogen mulighed for at bygge den første udgave af Firmafon.

Siden da har jeg dog brugt mange aftener på, at lære de helt basale ting omkring udvikling af systemer som Firmafon. Som verden ser ud i dag, ville jeg kunne have lavet den første udgave af Firmafon helt uden en udvikler (ikke fordi jeg ville undvære Harry) og dermed bevise min idé. Jeg kunne skaffe de første par kunder og have et langt bedre grundlag og proof of concept. 

Forestil dig at jeg var kommet til Harry med en prototype af Firmafon i stedet for blot en tegning på bagsiden af en serviet. Så havde det også været meget lettere for Harry at sætte sig ind i præcis hvad min idé var. 

Hvis der var noget jeg ville gøre om, set tilbage på starten af både Firmafon og andre virksomheder jeg har været med i, er det klart at jeg meget tidligere ville have øget min tekniske kundskaber og indsigt. Det har givet mig så ekstremt meget værdi det sidste år.

Sådan kommer du i gang

Men hvordan pokker kommer man i gang? Det første man skal have er nysgerrighed og motivation. Det nytter ikke noget at ville lære at kode bare for at lære at kode. Det er udfordringen alt for stor til. Find dig i stedet et hyggeprojekt, f.eks. at kode en personlig blog.

Der findes masser af hjemmesider der giver dig “kom i gang guides” til programmering. Det enste råd jeg vil give dig er at fokusere på ét programmeringssprog nemlig Ruby. Du kan f.eks. følge et program som Treehouse: http://teamtreehouse.com/library/programming-2/build-a-simple-ruby-on-rails-application

Jeg håber meget at du snart kommer i gang med at skabe, skrive og udvikle prototyper, tidlige demoer, din første rigtige applikation og i sidste ende grundlaget for din virksomhed. Jeg har nydt det og jeg er sikker på at du også vil nyde at kode lidt. Glæden ved at lave sit eget produkt er enorm.