Flyt skrivebordet, skab holdånd og glade kunder

Skrevet af Cæcilie Hansen | 13/02/2019 15.00

kundeservice-hos-firmafon

Hvor meget har du tænkt over, hvorfor du sidder lige præcis på den plads, som du sidder på? Var det bare den, der var ledig, da du startede jobbet? Eller er det måske den, der er tættest på vinduet, eller hvor afstanden til kaffemaskinen er kortest?

Sådan tænker vi ikke i Firmafons kundeserviceafdeling, og det giver nogle fremragende resultater – men også en tilvænningsperiode, hvor vi afprøver, om dét, vi gør, giver pote i praksis.

“Velkommen til housewarming hos Firmafons kundeserviceafdeling!”
Denne sætning florerer med jævne mellemrum i Firmafons fælles interne chat, efter vi har leget flyttemænd, feng shui-eksperter og fiflet med nye placeringer af vores seje servicerådgivere i kundeserviceafdelingen.

Og det er ikke kun en dårlig undskyldning for at drikke et glas vin og fejre hverdagen (selv om vi tager det med også ;-). Nej, det giver nemlig en helt særlig dynamik til afdelingen, når posen bliver rystet, og der bliver lavet om på konstellationen af hvem, der sidder overfor hvem, og hvilke forskellige kompetencer, der kan forstærke hinanden.

Der er et helt unikt sammenhold og en fantastisk holdånd i teamet. Det skyldes til dels, at du altid får en ny nabo, når vi rykker rundt. Vi kan rigtig godt lide vores naboer. Derfor står alle i afdelingen klar til at give sin ex-, nuværende eller måske kommende “kollega-nabo” en hjælpende hånd, et råd til, hvordan du løser et problem for en kunde eller måske et tip til, hvor du køber den bedste og billigste saltlakrids.

Læs også: Sådan kan virksomheder blive endnu skarpere til kundeservice

Kig på dine medarbejderes kompetencer
Vi bruger vores medarbejderes forskellige kompetencer som en måleenhed for hvilket skrivebord, der skal have fornøjelsen af din tilstedeværelse, og hvilken kollega, du skal øve dit blændende tandpastasmil på, så humøret er højt, når du skal tale med dine kunder.

Vi tror nemlig på, at der sker ren magi, når du både får mulighed for at gøre dét, du er allerbedst til, og samtidig kan vise andre, hvordan du gør det. Og så er der altid én, du kan sparre med.

Vi dømmer dog på ingen måde ekspertviden ude: Fx har vi sat de medarbejdere sammen, der ved allermest om nummerflytning, så de bedst kan knække koder om alt fra flytning af nummerserier, til hvordan du nemmest flytter dit nummer til Firmafon.

Læs også: Hvad er gode kundeoplevelser?

I kundeserviceafdelingen bliver glade kunder skabt
Vi rykker ikke kun rundt på pladser, men også hvordan skrivebordene står placeret i afdelingen, når vi flytter rundt.

Sidst forsøgte vi os med en stor ø midt i afdelingen, hvor en kæmpe palme midt i øen gav noget grønt at kigge på. Vi fandt dog ud af, at det ikke var optimalt, fordi palmen stod i vejen for sparringen med de kollegaer, der sad på den anden side af øen. Og så fyldte alle bordene i afdelingen, der derfor føltes proppet og overvældende.

Lige nu er øen derfor delt op i øgrupper, så vi er mere ude i en ‘mere Indonesien, mindre Australien-tankegang’. Det betyder, at der er færre kolleger lige ved siden af dig, men til gengæld lidt mere plads til, at du kan skubbe din stol tilbage, rejse dig fra din plads og gå hen til din kollega, når du skal spørge om noget.

Den eneste ting, der (sandsynligvis!) ikke ændrer sig, er kundeserviceafdelingens placering på kontoret. Vi vil nemlig gerne være de allerførste, som vores besøgende møder, så vi kan give jer en lige så varm velkomst, som når I ringer eller skriver til os.

Kigger du forbi vores kontor, vil du derfor også opdage, at du træder direkte ind i vores kundeserviceafdeling. Når du kommer ind ad døren, kan du derfor godt forvente, at du bliver mødt af et smil, et “hvad kan jeg hjælpe dig med?” og en energisk og positiv stemning.

Det er ikke for sjov, at vi har en smiley-score på 99% glade kunder for 2. måned i træk ;-)

Om Firmafon Bedre relationer

Følg med

Kom indenfor hos Firmafon. Følg vores produkter, udvikling og nyheder direkte i din inbox.

Tilmeld nyheder
 

Kontakt os

71 99 99 99