En virksomhed er aldrig for lille til at have værdier

af Sidsel Forchhammer | 19-03-15 09:25

Din virksomhed har værdier - uanset om I arbejder bevidst med det eller ej. Hos Firmafon har vi altid talt meget om værdierne… allerede fra der kun var to mennesker i virksomheden. Men da vi for nogle år siden blev ti medarbejdere, var det ikke længere nok at tale løst om dem. Der skulle være noget mere konkret at arbejde ud fra. 

Vi satte os derfor ned og talte om situationer, hvor vi havde været særligt Firmafon-agtige. Det hele blev skrevet ned og siden da har vi hvert år gået dem igennem for at se, om de stadig passer med den virksomhed som vi er – og gerne vil være.

Hvad er Firmafons værdier?
Nedenfor ser du de fire Firmafon-værdier i deres 2015-version og ikke mindst alt det, som vi synes følger med dem af do's & dont's.

Firmafons-fire-vaerdier


Hvordan undgår man at virksomhedens værdier bliver blah blah?

1. Giv dem kant:
Værdier skal beskrive trinnet over sund fornuft og almindelig moral. Altså ikke noget, der er en selvfølge for anstændig virksomhedsdrift. Og ikke noget som alle ville kunne skrive på værdilisten. De skal have kant! De må heller ikke være uimodsigelige, for så siger de ikke noget. “Ærlig” er f.eks ikke en særlig god værdi, fordi ingen vil have det modsatte (“vi lyver herre meget”) som retningslinje.

2. Uddyb:
I hver værdi ligger man noget særligt, så ordet er ikke nok i sig selv. Forklar det gennem f.eks sammenligninger eller do's & dont's.

I stedet for at sammenligne værdien med dens negative modpol, så sætter vi ofte vores over for en positiv modpol. I stedet for at modpolen til “glad” er “sur”, så sætter vi den over for “konkurrerende”. Så kan vi nemlig bedre diskutere værdien. F.eks at vi ikke vil have et konkurrencemiljø, hvor man kæmper mod hinanden internt, men et positivt ambitiøst arbejdsmiljø, hvor man er fælles om sejrene og hjælper hinanden til at nå dem.

3. Fang sjælen:
Værdierne har ingen værdi, hvis man ikke fortæller noget særligt om, hvordan man er som virksomhed. Et sjovt eksempel på nogen, som vist ikke helt fangede deres egne kerneværdier, er IT factory, som mente at de var troværdige, værdiskabende og resultatorienterede

Det er kun 5% af arbejdet at skrive værdierne ned
Virksomhedsværdier må endelig ikke bare blive ord på et papir. Der skal arbejdes med dem.

En god måde at starte arbejdet på er at afholde en workshop, hvor I gennemgår tankerne bag dem. Hos Firmafon har vi lige afholdt en workshop om årets værdier. Her blev alle medarbejdere delt op i grupper på tværs af afdelingerne. Hver gruppe skulle arbejde med en værdi og komme med tre eksempler på, hvor vi allerede lever op til værdien + tre idéer til, hvordan vi kan gøre det bedre. Det kom der mange nytænkende forretningsidéer ud af.

Værdierne er også idealer, vi holder hinanden op imod i dagligdagen. Hvis vores direktør, Peter, (bare for at nævne et vildt eksempel) trækker direktørkortet og et “fordi jeg siger det”, så kan vi pænt minde ham om, at det er det bedste argument der vinder og ikke flest striber på ærmet.

Vi hyrer og fyrer på baggrund af værdierne. Og det er i virkeligheden den ultimative lakmustest: Er du f.eks villig til at fyre en top-sælger, der ikke leverer på værdierne? Det samme gælder ansættelser. Det kan være fristende at hyre én der har kvalifikationerne uden værdierne, når man mangler nogle ekstra hænder. Men det er en meget kortsigtet strategi, hvis man tænker på, hvad der er godt for virksomheden på lang sigt.

Værdier vs. Mål
Ofte kommer et fokus på virksomhedens mål til at dominere dagligdagen og det efterlader meget lidt plads til at fokusere på værdierne. Vi tror, at man kan vinde meget ved at give dem mere plads i virksomheden, også i dagligdagen. I det lange løb vil det også have positiv indflydelse på målopfyldelsen. 

Læs mere om Firmafon

e-bog-til-god-kundeservice-i-din-virksomhed

 

Om Firmafon

Følg med

Kom indenfor hos Firmafon. Følg vores produkter, udvikling og nyheder direkte i din inbox.

Tilmeld nyheder
 

Kontakt os

71 99 99 99