Firmafon

At designe i Photoshop er som at hamre søm i med en trøffel

Written by Sidsel Forchhammer | 07-06-13 13:52

Selvom det er et fint program, er Photoshop dyrt og lavet til noget andet, og der findes et fremragende alternativ.

Et billede af et screenshot af en hjemmeside

Der var engang, hvor det nye hotte var at sætte din hjemmesides design op ved hjælp af en sommetider uendelig fuglerede af <table>s inden i <table>s. Den tid er heldigvis ovre, for selvom nogle strittede imod i starten, var det kun den dårlige vane, der i sidste ende talte for tables som designværktøj.

Der var engang, hvor jeg altid brugte Adobes Photoshop til at “designe”. Jeg bruger anførselstegn, for selvom det føltes og var ment som at designe en hjemmeside, var det jeg gjorde mere at designe et billede af et screenshot af en hjemmeside. 

Jeg tegnede, og skar, og tegnede, og tilføjede 10px drop-shadows til alt, indtil jeg syntes, designet var færdigt. Hernæst kom tiden til at skære det ud i bider, der kunne spises af HTML og CSS. En lang og frustrerende proces bestående af hundredevis af klik. Kun for at finde ud af, jeg havde lyst til en lidt mere grålig blå, hvorefter jeg kunne gøre det hele igen. 

Selvom det var egentlig var lavet til fotoredigering - og ikke hjemmesidedesign - blev Photoshop til manges favoritværktøj. Først fordi konkurrencen var lav og tutorial-antallet højt, derefter fordi det var det værktøj, man var vant til. Det blev til den dårlige vane. 

Nu skal du til at BETALE for det

Jeg tør godt gætte på, Photoshop er et af de hyppigst piratkopierede programmer. Og jeg har da også bidraget til statistikken i min vilde ungdom. Adobe har sidenhen lanceret deres nye forretningsmodel, hvor du istedet for at købe deres programmer, skal abbonnere på dem. Blandt andet for at løse piratkopieringsproblemet. Fred være med det, men hvis du stadig føler dig bundet til Photoshop, når du skal sætte en landingpage op, er det her måske den oplagte grund til at få prøvet et nyt, bedre alternativ.

Sketch! Sketch er modsat Photoshop beregnet til netop at designe interfaces. Det starter op på et sekund (modsat Photoshops 1-2 minutter sommetider), og er straks klar til at hjælpe dig med dine ideer.

Dobbelt-op er gratis

 

Alt du tegner i Sketch er vektorbaseret, så du kan forstørre og formindske lige så tosset du vil uden at tabe kvalitet. Men samtidig understøtter Sketch også pixels, så du kan rette dine drop-shadows til på pixel-niveau for at få den helt præcise størrelse. Når du er færdig med at designe, slicer du dit design op i elementer, og vælger, hvilke layers der hører til hvilke slices. Eller også kan du kopiere CSS-styles direkte fra elementerne!

Nu kommer power-tippet: Fra nu af, når du laver ændringer trykker du blot på Export all, og Sketch eksporterer alle dine design elementer på ny på under et sekund! OG som en bonus: Checker du én checkbox ved eksport, får du alle elementerne i dobbelt størrelse med @2x som efternavn. Gratis Retina-grafik fordi vi arbejder med vector-grafik. Du behøver ikke flere grunde til at skifte.

 

Med Sketch er min designproces blevet mere modulær. Skærme og browser-vinduer kommer i tusind størrelser, og med alle de nye touch-devices er det nu mere end nogensinde vigtigt ikke blot, hvordan din hjemmeside eller app ser ud, men hvordan den føles. Det giver derfor ikke mening at designe hele baladen statisk først og dernæst sætte det op. Nu om dage giver det meget mere mening for mig at bryde design-processen i en iterativ proces ala: Start med generel mock-up af layout og måske nogle få elementer i Sketch. Sæt det op i HTML/CSS. Skift herfra mellem design af elementer i Sketch og opsætning i HTML/CSS. Mit Sketch-dokument ender derfor med at være mere en form for designdokument med alle elementer designet i en blandet kontekst, og min HTML/CSS som det egentlige design. 

Rigtige designervenner passer på hinanden

Selvom det krævede en smule overtaling først, har jeg fået de andre designinteresserede her hos Firmafon med over på Sketch-holdet, og jeg har kun fået high-fives for det siden. Du skal vide, at der findes et bedre alternativ derude til din dårlige Photoshop-vane — der findes faktisk adskillige. Lige nu kan du få Sketch for 329,- på Apple’s Mac AppStore, hvilket er pinligt lidt for et formidabelt program.

/Mikkel Malmberg, Firmafon

PS. Nej det fås ikke til Windows, men dertil fås også et glimrende alternativ.