5 bud på hvordan du finder superstjerner til kundeservice

af Helle Marie Vad Jespersen | 16-06-15 09:57

find-superstjernerne-til-dit-team

Det kan være svært at ansætte kundeservicemedarbejdere, der brænder for opgaven - hele opgaven. Endnu sværere kan det være at spotte superstjernen, når der skal ansættes nye medarbejdere til dit team. Vi giver her vores bud på, hvad du skal holde øje med under jobsamtalen. Har kandidaten den X-faktor jeres virksomhed har brug for?

1. Den naturlige hjælper

Har personen foran dig et naturligt behov for at hjælpe andre mennesker? Empati og god kundeservice er to sammentømrede størrelser. En empatisk medarbejder besider en evne til at engagere sig i kundernes behov, føle deres frustrationer og hoppe med på begejstringen, når glæderne når nye højder. Den naturlige hjælper har et talent for at afkode kundernes behov, måske endda før de selv har fået udtrykt dem. 

Spørg ind til, hvordan kandidaten ville takle en kunde, der ringer ind med en klage om jeres produkt. En empatisk kandidat ville sætte sig i kundens sted, dvs. prøve at forstå kundens udfordringer og give et kvalificeret bud på, hvordan problemet løses.

2.  Team-playeren 

Kan personen arbejde sammen med resten af teamet og passer han/hun til værdierne i virksomheden? Det er selvsagt ikke en nem opgave at afgøre personlighedstypen ud fra et enkelt, kort møde. Grundlæggende kan en god team-player tilpasse sig omgivelserne og nærer en grundlæggende respekt for de andre i kundeservice-teamet. Men også for de opgaver, der skal løses og den dialog de skal have med andre afdelinger i virksomheden. Det er en x-factor - en naturlig måde at passe ind i virksomhedens kultur på.

Spørg ind til, hvordan personen bedst arbejder sammen med andre i kundeservice-teamet. En team-player værdsætter et godt og sundt arbejdsmiljø, respekterer sine kollegaer og forsøger ikke at udkonkurrere eller trumfe dem. Motto'et lyder: vi løfter bedre, når vi løfter i flok, og den mentalitet har team-playeren også. 

3. Erfaringerne 

Hvilke erfaringer har kundeservicekandidaten med i bagagen? Erfaringer er alfa og omega i god kundeservice, særligt fordi der findes så mange guldkorn, som selv den bedste instruktionsbog ikke kan lære dig, men som man kun får via erfaringer fra den virkelige verden. For eksempel evnen til at erkende fejl, løsne op for stemningen eller måske redskaber til at få drejet samtalen over på løsningen af problemet.

Spørg ind til, hvilke succesfortællinger kandidaten har fra tidligere servicejobs. Eksemplerne skal gerne ligge lige på tungen og præsenteres med stolthed og en tro på egne evner. 

4. Entusiasme og drive 

Én af de vigtigste og måske derfor også sværeste ting at spotte under et jobinterview, er om kandidaten ønsker at arbejde for dig eller bare leder efter et sted at arbejde. Ønsker du superstjernen i dit kundeservice-team, så betyder entusiasme og drive alverden. Står valget mellem en erfaren, men halvlunken kandidat og en måske mindre kvalificeret, men sprudlende og energisk personlighed, er beslutningen slet ikke så svær.

Spørg ind til, hvordan personen ser sig selv som kundeservicemedarbejder i jeres virksomhed. En engageret kandidat vil give eksempler på, hvorfor de passer ind. 

5. Arbejdsomhed 

Hvordan opgaverne gribes an og hvilken indsats, der ligges for dagen er naturligvis også vigtigt, når kandidaten skal udvælges. Det kan være svært at vide noget om arbejdsomheden før personen har fået både nøgle, bord og stol. Prøv alligevel at afkode, hvad en god arbejdsdag indebærer for kandidaten. 

Hos Firmafon tager vi selv udgangspunkt i ovenstående, når der skal ansættes nye superstjerner til kundeservice.

Læs mere om, hvordan Firmafon arbejder med værdier eller hvordan du yder maksimal kundeservice med minimal bemanding. 

e-bog-til-god-kundeservice-i-din-virksomhed  

Bedre relationer

Følg med

Kom indenfor hos Firmafon. Følg vores produkter, udvikling og nyheder direkte i din inbox.

Tilmeld nyheder
 

Kontakt os

71 99 99 99